Som landmand kan du påvirke din jord på flere måder. Derfor bør du altid gøre det på en måde, som gavner jorden.
Nedenfor har vi samlet guides og fakta om hvordan du, med relativt små handlinger, kan sikre, at din jord er behandlet godt.
Den mængde vand, som er til rådighed for planterne i jorden, bestemmes af porernes diameter. Det er vigtigt, at undgå jordpakning, som sammenpresser porerne og mindsker vandets adgang. En lerjord indeholder ca. 20 mm plantetilgængeligt vand pr. 10 cm jord, men den mængde, som planten kan bruge, afhænger af røddernes dybde og sammenfletning.
Tidligt om foråret efter sne eller kraftig regn, kan jorden nå sin maksimale vandkapacitet, hvilket betyder at alle porerne er fyldt med vand. Efterhånden som jorden tørrer ud og vandet afdrænes, enten naturligt eller ved hjælp af dræn, opnår jorden sin naturlige kapacitet.
Ved denne tilstand, tømmes de størrer porer for vand og hulrummet fyldes med luft, mens de mindre og finere porer forbliver fyldt med vand. Desto højere opppe i jordlaget porerne befinder sig, desto mere sandsynligt er det, at de er fyldt med luft. I en jord med 50% fast materiale og 50% porer, er 10-20% af jorden fyldt med luft og 30-40% med vand.
Det er diameteren på de vandfyldte porer (se tabel) der afgør, hvor let eller svært det er for plantens rødder at udtrække vand fra jorden. Porerne i jorden afhænger af jordens tekstur og struktur.
| Vandudvindingskraft (‘rodsuugning’) i meter vandkolonne (mwc) |
Ækvivalent porediameter (mm) |
|
|
Let tilgængelig |
1-6 | 0.03–0.005 |
| Tilgængelig | 6-50 | 0.005–0.0006 |
| Lidt tilgængelig | 50-150 |
0.0006–0.0002 |
| Ikke tilgængelig | >150 |
< 0.0002 |
Kerstin Berglund, SLU
1) Rodhår
2) Jord
3) Vand
Det er porens diameter der afgør, hvor tæt vandet er bundet i poren. Desto mindre en diameter desto sværere er det for roden at udtrække vandet fra poren. Til sidst når rodhåret sin grænse og kan ikke udtrække mere vand fra de små porer.
Vandet i de større porer er let tilgængeligt, men med faldende porediameter, illustreret ved billedet ovenfor, kræver det mere og mere energi fra planten at udtrække vand. Grænsen er visningspunktet, hvor planten ikke kan udtrække tilstrækkeligt vand fra jordens porer og planten derfor visner. I praksis kan planten imidlertid ikke udnytte alt vandet i jordens porer, men må give op længe før komplet tørke i jorden.
Mængden af vand en afgrøde kan optage afhænger af kombinationen af:
| Jordtype | Tilgængeligt vand (mm) per 10cm jordlag |
| Sand | ca. 10 |
| Silt | ca. 20–25 |
| Lerjord | ca. 20 |
| Tung lerjord | ca. 10–15 |
Source; Kerstin Berglund, SLU
Sammen medfører disse tre faktorer et slags biologisk visningspunkt. I denne sammenhæng er det vigtigt, at landmanden ved, at jordkomprimering kan forringe vandforsyningen til afgrøden. Hvis hjulspor komprimerer store porer i jorden, forhindrer dette den naturlige dræning og sænker dermed jordens evne til, at forsyne planter med tilgængeligt vand.
Størrelsen på aggregater i såbedet kontrollerer mængden af vand, som kan fordampe. Med en aggregatstørrelse på ca. 2 mm, minimeres vandfordampningen. Halm i jordoverfladen mindsker også vandtab ved at reflektere solens stråler og forhindrer opvarmning af jordoverfladen.
Hvis der ikke falder regn efter såning, så er vandet til stede i og under frøet afgørende for, hvor godt den nye afgrøde kan etablere sig. Det er vigtigt at bevare dette vand og håndtere det omhyggeligt, hvis frøet skal spire.
Når solen kommer frem og begynder at skinne på en nysået mark, opvarmer energien fra solens stråler vandet i og under frøet. Nogle af vandmolekylerne erhverver sig nok energi til at omdanne sig til gasform og forsøger at bevæge sig ud af såbedet og op i luften som vanddamp.
Denne fordampning kan oftest ses med det blotte øje, da våd jord opvarmes af solens stråler som vist ovenfor.
Dette er i princippet det samme fænomen som når vand koger i en gryde og taber vand i form af damp.
Fordampning af vand fra jordoverfladen efter såning, er hovedsageligt styret af aggregaternes størrelse i såbedet.
Figuren nedenfor illustrerer det grundlæggende forhold mellem vandfordampning og jordpartikel/aggregatdiameter. Første maksimal fordampning sker ved en partikelstørrelse på 0,005-0,02mm. Dette er cirka partikelstørrelsen på silt og afspejler kapillærtransport af vand fra såbedet til jordens overflade. I denn type siltjord er det vigtigt at afbryde kapillærtransporten, så vand ikke går tabt.
Et andet maksimum i fordampningshastighed opnås, når aggregatstørrelsen overstiger 50mm, hvilket ofte er tilfældet i jord med højt lerindhold. Med så store aggregater i såbedet bliver luftstrømmene turbulente og såbedet tørrer ud. Mellem disse to maksimalpunkter, er der en minimum vandfordampning hvor aggregaterne har en diameter på omkring 2mm. Disse aggregater er for store til at muliggøre kapillærtransport af vand, men for små til at skabe turbulente luftstrømme. Med aggregater i denne størrelse i såbedet, minimeres vandfordampningen.
Dette kan påvises ved hjælp af rene aggregatstørrelser i et modeleksperiment, som vist på billedet. Med andre ord er det størrelsen på aggregaterne, der regulerer fordampningen af vand fra en åben jordoverflade.
Vinterhvede, 3 uger efter såning
A: Aggregater < 2 mm giver 95% fremkomst
B: Aggregater 2-5 mm giver 60% fremkomst
C: Aggregater > 5 mm giver 35% fremkomst
Afgrøderester, som halm, påvirker også mængden af vand som fordamper fra jordens overflade. Halm på jordoverfladen påvirker vandtab på mindst to måder:
Sammen betyder disse to faktorer, at jordoverfladen ikke opvarmes så meget om foråret, og dermed begrænses vandfordampningen.
Pløjefri jordbearbejdning kan ofte høste fordelene ved denne effekt. Bedre fastholdelse af vand kombineret med bedre beskyttelse mod erosion betyder, at pløjefri jordbearbejdning er det dominerende jordbearbejdningssystem i tørre landbrugsområder.
Regnormenes gravning giver iltning og dræning af jorden. Derudover frigøres plantenæringsmidler fra halm og avner, som har passeret gennem ormenes fordøjelsessystem. Landmændene kan fremme antallet af regnorme ved at tilføre store mængder organisk materiale og ved at anvende mere skånsom jordbearbejdning.
I en normal landbrugsjord kan der være mellem 100.000 og 1 million regnorme med en vægt på tilsammen mellem 100 og 1000 kg, på en enkelt hektar. Disse regnorme spiller en meget vigtig rolle for jorden, når de udfører deres arbejde.
Gennem deres aktivitet øger de iltningen og dræningen af jorden, når de skaber kanaler til vand og luft i underjorden.
Udover dræning og iltning, påvirker regnormene også andre af jordens fysiske egenskaber. Antallet af porer øges og jordens massefylde mindskes, når ormene graver sig gennem jorden. Denne bearbejdning, som udføres af ormene, øger antallet af makroporer (diameter > 0,5mm) betydeligt og skaber et netværk af kanaler og lommer i jorden. Dette netværk kan udgøre op til 4000-5000 km pr. hektar og tunnellerne kan strække sig til 2-3 m dybde. Tunnellerne fungerer som ‘motorveje’ for rødderne i jorden. I løbet af få år flytter regnorme mange tusinde tons jord pr. hektar op til jordoverfladen.
Du skal acceptere cookies for at kunne se denne funktion. Klik her for at ændre dit samtykke.
Jordens biologi forbedres ligeledes, eftersom regnormenes aktiviteter stimulerer mikroorganismerne og aktivt spreder svampe og bakterier i jordprofilen. Dette påvirker i sidste ende jordens kemi, eftersom tilgængeligheden af stort set alle næringsmidler forbedres, når der passerer organisk materiale gennem regnormene. For eksempel er koncentrationen af nitrat 8 gange højere i ormenes afføring end i den omkringliggende jord. Denne afføring fungerer som ‘lim’ mellem jordens partikler, hvilket forbedrer aggregaternes stabilitet og jordstrukturen.
Regnorme er følsomme overfor mange områder af den moderne landbrugsdrift, som f.eks. pesticider og jordpakning. Jordbearbejdning er et følsomt emne, fordi det forstyrrer ormene og ødelægger deres tunnelsystem. Dette gælder især i september og oktober, hvor ormene normalt formerer sig. Jordbearbejdningen kan grupperes i henhold til den skade, den påfører regnormene som følger: Direkte såning < harvning < stubharvning < pløjning < rotavation.
Plovens virkning på ormene er genstand for hyppig debat. En undersøgelse har vist, at pløjning førte 10% af den totale mængde regnorme i jorden op til overfladen. Derefter spiste fugle omkring en tredjedel, mens det lykkedes for resten at undslippe og vende tilbage i jorden.
For at bevare regnormene, er det vigtigt at sørge for næring til dem. Den bedste metode er at indføre kløvergræs i afgrøderotationen. Imidlertid er ethvert middel, som øger mængden af organisk materiale i jorden, positivt for ormebestanden. Naturgødning og mellemafgrøder er fremragende ormefoder. På blot nogle få år med aktiv brak med udlæg af kløver og græs i stedet for vinterhvede, kan antallet af regnorme efterfølgende år øges med 100%. Regnormene er en god indikator for jordens frugtbarhed. Hvor ormene trives, vil afgrøderne også trives.
Rødderne lever et hemmeligt liv under jorden. Under en hektar vinterhvede kan der være 300.000 km rødder, som forsyner afgrøden med vand og næringsmidler. Et veludviklet rodnet er resultatet af en god jordstruktur og har afgørende betydning for et højt udbytte.
Rødderne forankrer planten i jorden og giver den vand og næringsstoffer. En plantes rodsystem er normalt lige så genetisk forudbestemt, med hensyn til dets form og udseende, som bladene og stilkene over jorden.
Men miljøet i jorden (sand, ler, osv.) begrænser udvidelsen af rødderne. I en godt drænet lerjord med god jordstruktur kan rødderne på visse planter nå ned til 2-3m.
Dicotyledoner, for eksempel oliefrøafgrøder, har et rodsystem der består af en hovedrod med siderødder.
Monokotyledoner, for eksempel korn, har 3-5 primære rødder, der kommer fra det spirende frø og kronrødder, der dannes fra stilkens basale dele.
Rødder bevæger sig gennem jordprofilen med en hastighed på omkring 0,5-3,0cm/dag i deres hurtigst voksende periode. Men røddernes vækst er imidlertid afhængig af revner og huller i jorden, da deres evne til at danne deres egne kanaler er ret begrænset. I våd jord kan rodspidsen forskyde jordpartikler, men i tør jord bliver rødderne tvunget til at benytte porer med en større diameter end deres egen. Mekanisk modstand i jorden afspejles ved fortrykkelse af rodspidsen og forgreninger. Rødder og regnorme hjælper hinanden ved, at rødderne benytter ormetuneller og ormene benytter gamle rødders kanaler når de bevæger sig gennem jordprofilen.
Rødder er meget effektive til at optage næringsstoffer og vand fra jorden. I selve spidsen af rodspidsen er der en rodhætte, og bag dette er det område, hvor cellerne deler og forlænger. Bagved dette er der et område med fine rodhår, der har en diameter på omkring 0,01mm og en længde på 1-10mm. Disse rodhår øger markant rodens kapacitet til at optage vand og næringsstoffer. For eksempel kan en hvederod med en diameter på omkring 0,5 mm har en absorberingsoverflade på 5cm2 per cm rod. Rodhårene frigør slim, som yderligere øger kontakten med jorden.
Rodsystemets effektivitet for optagelse af vand og næringsmidler, viser hvor godt rødderne kan trænge gennem jorden og måles ofte som rodlængde pr. cm3 jord. I korn er det almindeligt med 10 cm rødder/cm3 jord i pløjelaget, mens tallet falder til 0,1 cm rødder/cm3 jord ved 1 m dybde i underjorden. Det betyder, at en liter topjord indeholder 100 m rødder, mens en liter underjord kun indeholder 1 m rødder i 1 m dybde i jordprofilen. Rodlængden pr. enhed er også utrolig høj. Hvis man står i en kvadrameter mark med sukkerroer, har man cirka 10 km rødder under sine fødder. Vinterhvede har endnu højere rodtæthed med 30 km rødder pr. kvadratmeter. Det vil sige at en hektar vinterhvede består af 300.000 km rødder under jordoverfladen.
Halmen bør snittes og spredes af mejetærskeren, så overfladen lettere kan angribes af jordens mikroorganismer og halmen nedmuldes hurtigt i jorden og nedbrydningen startes. Når halmen håndteres korrekt, er den en fordel for jorden, fordi jordstrukturen forbedres og jorden bliver mere porøs.
Når halm indblandes i jorden, bliver det straks angrebet af svampe og bakterier. Disse mikroorganismer har brug for kulhydrater til deres vækst og bruger halmen som kulstof og energikilde. Dette betyder, at halmens vægt gradvist falder efterhånden som mikroorganismerne vokser og nedbryder halmen.
Hvis halmstubbe blandes i jorden i midten af september, vil de have tabt en tredjedel af deres vægt i midten af oktober. Det følgende forår, vil det halve af halmens vægt være tilbage og i september, året efter halmen først blev nedblandet, vil kun 10-20% af halmens oprindelige vægt være tilbage. Resten er blevet til nye bakterier og svampe, som er gået tabt i luften, eller er omdannet til nyt organisk materiale i jorden.
Under nedbrydningsprocessen, har mikroorganismerne også brug for nitrogen. I starten af nedbrydningen stjæler processen derfor noget kvælstof fra jorden og låser det uden for planternes rækkevidde. Omkring 3kg N per ton halm er låst under denne periode. Når halvdelen af halmens oprindelige vægt er gået tabt ved nedbrydning, vender processen tilbage, og kvælstoffet returneres til jorden. På det tidspunkt er niveauet af mineralsk kvælstof i jorden tilstrækkeligt højt, hvorfor mangel på kvælstof i forbindelse med halmnedbrydning sjældent forekommer. Dog kan der forekomme mangel på kvælstof på forageren eller på arealer mejetærskeren har overset, da der ophober sig meget halm her.
Mens jorddybden er ubetydelig for nedbrydningen, så er det vigtigt, at halmens overflade brydes når den passerer gennem mejetærskeren. Hvis ikke, har mikroorganismerne svært ved at angribe den organiske struktur i halmens overflade.
Nedbrydningen af halm begynder i det øjeblik halmen kommer i kontakt med jorden og mikroorganismerne går til angreb. Nedbrydningen er bedst i de øverste 5 cm af jorden. Halmens længde har ingen betydning for nedbrydningen, så der er faktisk ingen fordel i at snitte det fint, så længe den efterfølgende kultivering kan håndtere halmens størrelse.
Men processen begynder bare det halmen ligger på jordoverfladen. Tre kraftige regnbyger kan resulterer i, at halmen taber op til 90% af sit kalium og 60% af dets fosforindhold, der ryger tilbage i jorden.
Effekten af regelmæssig indblanding af halm i jorden, i modsætning til markafbrænding, sikrer en bedre aggregatstabillitet, flere regnorme og en mere porøs jord med en bedre ledeevne. Mange landmænd i hele Europa har observeret dette, efter den mere restriktive holdning til markafbrædning har fået fodfæste i forskellige lande.
Maksimal vandholdningskapacitet = alle porer er fyldt med vand – som det er tilfældet under grundvandsniveau eller efter sneen er smeltet eller efter kraftig regn.
Naturlig kapacitet = frit vand er drænet ned til en drændybde på cirka 1m. Denne tilstand benævnes ofte som dræningsbalance, da vand stopper med at strømme i dræn eller grøfter. I jordprofilen ovenfor er de størrer porer fyldt med luft ved den naturlige kapacitet, mens de mindre porer stadig er fyldt med vand.
Visningspunkt = Når vandet i jorden er bundet med en vandudvindingsstyrke der overstiger 150 meter vandkolonne (1500 kPa), og rødder derfor ikke længere kan udvinde vandet. Denne grænse er kaldt visningspunkt og repræsenterer vand, der holdes i porer med en diameter mindre end 0,002mm.
Tekstur = Jordtekstur refererer til andelen af mineralpartikler med forskellige gennemsnitsdiameter, dvs. det relative forhold mellem sand, silt, og ler. Dette uddybes i tabellen over partikelstørrelsernes fordeling i kapitlet om jordens byggesten.
Underjord = er den del af jordprofilen, som ligger direkte under pløjelaget og ofte ikke påvirkes af normal jordbearbejdning ned til pløjedybden, men undertiden berøres af dybdeløsning. Grænsen mellem topjord og underjord er tit meget synlig i pløjet jord som pløjesål, hvor plovfurer og hjulslip har pakket jorden.
Porer = porer er de områder, kanaler og revner i jorden, som fyldes med enten vand eller luft afhængig af jordens aktuelle vandindhold.
Tør massefylde = kaldes også volumenvægt og henviser til vægten af jorden i forhold til dens volumen, inklusive de luftfyldte områder, når jorden er tørret til 105°C.
Ormeefterladenskaber = ekskrementer, som i ormens tilfælde ofte er synlige som små dynger omkring åbningerne af ormenes kanaler i jordoverfladen.
Nitrat = planterne optager normalt størstedelen af deres nødvendige kvælstrof som nitrat, NO3- der er en form for kvælstof, som findes i jorden og også i mineralsk gødning. I jorden omdanner specialbakterier ammoniak, NH4+, via nitrit, NO2- til nitrat. Denne proces kaldes nitrifikation.
Monokotyledoner = planter der spirer fra frø og fremspirer en frøplante med kun et frøblad (cotyledon) f.eks. græs og korn
Dicotyledoner = planter der spirer fra frø og fremspirer en frøplante med to frøblade (cotyledoner) f.eks. oliefrø, ærter, bønner, hørfrø, sukkerroer osv.
Undergrunden = den del af jordprofilen, som kommer direkte under overfladen, og som ofte er upåvirket af normal jordbearbejdning men sommetider bearbejdes med dyb løsning. Grænsen mellem toplaget og undergrunden er ofte tydeligt synlig i pløjet jord, der hvor plovskær og traktorhjul har komprimeret jorden
Kuldioxid = gasformigt affaldsprodukt (CO2) fra cellernes respiration i rødderne. Er samtidigt byggesten sammen med vand til dannelse af sukker i planten via fotosyntesen.
Hydraulisk ledeevne = mængden af vand, som kan infiltreres i jorden inden for en vis tid, er en god indikator for, hvor godt jorden fungerer fra et jordmæssigt fysisk perspektiv.
