Formålet med direkte såning er, at placere frøet direkte i afgrøderesterne fra forrige afgrøde med minimal jordforstyrrelse (kun 5-20% af jordens overflade kultiveres). Dette kan have en række fordele med varierende grader af betydning afhængigt af forholdene.
I store dele af verden, er vandtilgængeligheden den direkte begrænsende faktor for mængden af udbytte. Direkte såning sparer på fugten i jorden, da jorden efterlades uforstyrret og afgrøderesterne bliver på jordens overflade som god beskyttelse mod fordampning.
Ved at efterlade størstedelen af jordoverfladen uforstyrret under et strådække, er jorden godt beskyttet mod vind og vanderosion. Tab af jord- og plantenæringsstoffer via erosion har negative økonomiske og miljømæssige effekter.
Ved at undlade andre jordbearbejdningsaktiviteter, reduceres tidsbehovet og omkostningerne per hektar. Det reducerede tidsbehov er en vigtig overvejelse på store gårde og også ved f.eks. eftersåning af raps i nordlige dyrkningsområder, hvor perioden mellem høst og jordbearbejdning er meget begrænset.
Udeladelse af bearbejdning i et dyrkningssystem giver anledning til visse problemer:
- Afgrøder på jordoverfladen kan sprede stråbårne sygdomme
- Ujævn fordeling af afgrøderester kan ikke afhjælpes
- Frivillige frø skal kontrolleres med kemikalier
- Skadedyr som snegle og hvedeblomstermyg kan formere sig
- Hjulspor og jordkomprimering kan ikke repareres mekanisk
Det vigtigste værktøj til at håndtere de problemer, der opstår indenfor direkte såsystemer, er en god afgrøderotation. Men for nogle problemer, som snegle og frivillig plantevækst, er kemisk kontrol nødvendigt.
Faste spor (CT - Controlled Traffic) betyder, at hjulspor og skader fra jordkomprimering kan styres, dette bliver mere og mere almindeligt i direkte såsystemer.
Læs mere
